Klassisk Skoda-familiebil får stort løft

Octavia kommer til juni i en opdateret udgave med nyt design, opgraderet infotainment og sikkerhed samt nye motorer. Men plugin-hybriden er forsvundet.

Skoda-front tæt på.
Nyt om biler

Octavia har fået et løft. Skodas bedst sælgende model, der er indbegrebet af det tjekkiske mærke, er efter 28 år som praktisk familiebil nået til generation 4,5.

Der er tale om et mellemstort facelift af den model, der kom i 2019. Den fornyede Octavia er i Danmark til juni.

Fornyelsen er meget synlig med en helt ny front. Her sidder det nye, todimensionelle logo. Det er lidt spøjst, for Skoda har annonceret, at fra og med elbilen Elroq skal logoet erstattes af et SKODA på motorhjelmen. Også bagpartiet på begge varianter er fornyet.

I kabinen er der de ’sædvanlige’ fornyelser, som næsten alle biler får for tiden.

Orange Skoda Octavia stationcar forfra.
Octavia som stationcar er klat samtidig med den femdørs. Stationcaren har altid været den mest populære.

Helt digital i kabinen

Instrumenthuset udgøres nu af en ti tommer skærm, der er standard i alle udgaver, trykskærmen i midten er nu på op til 13 tommer. Brugerfladen er helt ny svarende til den i Enyaq og skulle være mere intuitiv. Men der er fysiske knapper - en hel stribe under skærmen giver adgang til klimaanlægget og enkelte andre funktioner.

Den trådløse opladning er opgraderet til 15 W, mens de to USB-C-porte hver er oppe på 45 W.

Flere sikkerhedssystemer er forbedrede. Det gælder bl.a. træthedsovervågningen, som nu benytter flere sensorer og kan finde på at give både visuelle og akustiske advarsler, hvis systemet mener, at føreren er træt eller uopmærksom.

Førerpladsen i Skoda Octavia.
Førerpladsen i Skoda Octavia. Her fås læderindtræk stadig - denne farve er skabt ud fra kaffebønner.

Motorerne har også fået en opdatering, men bemærkelsesværdigt er plugin-hybriden forsvundet ud af programmet. Skoda lancerer ellers nu en noget forbedret udgave i Kodiaq og Superb.

Benzin og diesel

Mindste benzinmotor hedder nu 1.5 TSI 115 hk. Det er en firecylindret, som erstatter den hidtidige trecylindrede med 110 hk. Den nye motor fås også i en udgave med 150 hk. Begge fås med mildhybrid-teknik, som tilsyneladende ikke er standard.

Højere ydelse endnu er der med en 2.0 TSI, som yder 190 hk og har DSG-gear som standard. Denne variant opgraderes i 2025 til 204 hk. Den allerkraftigste er 2.0 TSI med 265 hk, som kun tilbydes i RS-versionen. Her er der tale om 20 hk ekstra i forhold til hidtil.

Orange Skoda Octavia stationcar bagfra.
Stationcaren tilbyder uændret klassens største bagagerum. 640 liter kan der være under dækkenet.

Én dieselmotor vil blive tilbudt i Danmark, en 2.0 TDI med 150 hk og DSG-gear.

Octavia af alle generationer er et almindeligt syn på danske veje. Flere end 45.000 er indregistreret, en anelse færre end Fabia.

Skoda Octavia femdørs bagfra.
Skoda omtaler nu den femdørs Octavia som 'coupé'.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve